Messehal i Vejle, 1992

Kvalitets tørklæder & historien bag

Jeg er stolt af at kunne præsentere tørklæder af allerhøjeste kvalitet, produceret i både Italien og Frankrig. De fleste af disse tørklæder stammer fra 1970'erne og udgør en unik samling med mere end 20.000 sjældne tørklæder på lager.

Disse tørklæder er ikke blot eksklusive på grund af deres høje kvalitet og tidløse design, men også på grund af den historie, de bærer med sig. Mine bedsteforældre startede denne import og fik tørklæderne produceret på nøje udvalgte fabrikker, som de selv besøgte flere gange for at sikre, at standarderne blev overholdt. Mange spørger mig, hvorfor priserne er så fordelagtige, og det skyldes ganske enkelt, at de blev indkøbt til tidens priser og har været en del af vores familiearv.

Historien om O.C. Textil

Virksomheden O.C. Textil blev grundlagt som silkegrossist- og fabrikationsvirksomhed i 1918 af Oswald Christensen, og han specialiserede sig i forarbejdning og handel med silke, brudeslør og blonder. Oprindeligt lå virksomheden på Havnegade 30, hvor Oswald Christensen også boede, før den senere flyttede til Villa France på Fredericiavej 30 i Vejle. Virksomheden blev senere overtaget af min morfar, Thomas Østergaard, som videreførte O.C's dedikation til kvalitet og eksklusivitet. Senest blev O.C. Textil drevet som enkeltmandsvirksomhed af min onkel, Jesper Østergaard, indtil den ophørte i 1998.

Hvis du ønsker at udforske virksomhedens historie yderligere, har Vejle Stadsarkiv materiale, der dokumenterer denne spændende rejse med relaterede billeder og arkiver.

 

Billedet er fra en messehal i Vejle fra 1992, hvor man kan se min morfar og min mor. 

Tilbage til blog